Kyndelmisse Midvinter
Kyndelmisse - en fejring af midvinter
Vi befinder os nu midt mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn. Solens vej på himlen er stadig kort her på den nordlige halvkugle.
Jeg ligger syg med influenza. Måske er det kulminationen på en periode med store beslutninger og for lidt hvile, der har tvunget mig i knæ, her på denne årstid som jo netop inviterer til det modsatte; hvile, ro og “modning”.
Vi har solgt vores dejlige hus og flytter til sommer til en anden del af Roskilde, tættere på vand og natur, som vi længe har drømt om. Jeg glæder mig meget og håber og ber til, at huset og området også er det rigtige for min familie.
Ved kyndelmisse plejer jeg at tænde lys for at markere, at vi er halvvejs gennem vinteren. Jeg giver solsorten de sidste æbler fra vores æbletræ og beder den om at synge om lys og forår.
B.S Ingemanns digt “I sne står urt og busk i skjul”, dukker også altid op i mine tanker på denne årstid. Digtet minder mig om, at holde ud lidt endnu, før kulden slipper sit tag i landet og solen, med sin livgivende kraft, bryder frem og får foråret til at springe ud.
Sammenligner vi årstiden med den kvindelige cyklus, svarer kyndelmisse til de sidste dage af blødningen. Måske mærker du så småt energien rejse sig og får lyst til at kaste dig over nye projekter. Men vær varsom og blid ved dig selv og værn om den fine og spæde energi disse dage. Giv dig tid, til at bløde færdig, også selvom det kun er få dråber. Ellers risikerer du at brænde energien af, alt for hurtigt og ender med at skulle slæbe dig ind i forår og sommer med for lidt overskud til at folde dit fulde potentiale ud (og i sidste ende med risiko for at brænde ud).
Tiden lige nu kaldes også Imbolc (“in the belly”), hvilket symboliserer frugtbarhed i jorden, hvor de små frø ligger i dvale i jorden og modner. Ligesom kartofler gror vi mennesker også i mørket. Og når tiden er inde fødes vi, ligesom med jordens spirer ud i lyset.
Hav tillid til at alt er som det skal være lige nu. Også selvom du føler, at tiden går langsomt og du måske længes efter forårets sprudlende energi. Naturen er cyklisk og vi har brug for mørke og langsomhed for at kunne mærke kroppen og nå at nyde livet.
Sørg for at putte et åndehul af langsomhed ind i din hverdag. 15 min. uden mobiltelefon og andre mennesker. Du kan f.eks
- Bevæge dig blidt.
- Gå ud.
- Tage en lur
- Spise nærende og varm mad med nærvær
- Sidde og kigge ud af vinduet
Når du giver dig tid til at være langsom mærker du måske også, at noget er ved at modne i dig?
Skriv ned eller tegn hvad der dukker op, både i dine tanker og drømme. Forsøg at lade være med at dømme. Bare skriv eller tegn. Og lad herefter refleksionen modne i dig frem til forårsjævndøgn eller længere.
Det er din sjæl der hvisker og viser dig på vej.
Om årstidsfejringer
De 8 naturhøjtider på det nordiske årshjul er som et anker for min sjæl. Her stopper jeg op, trækker vejret dybt og lytter til min krop. Jeg giver mig tid til at se hvad der sker i naturen og jeg mærker hvad der sker på min inderside. Det er 8 “åndehuller” som ligger fast i kalenderen og som med deres budskaber, hjælper mig til at “komme til stede” i livet. Ganske enkelt!
Ved forårsjævndøgn starter jeg mit Årsforløb Nordisk Kvindecirkel, hvor vi med et nyt ritual, der har urgamle rødder, markerer overgangene mellem de nordiske årstider og dykker ned i, hvilke gaver og opgaver der ligger omkring. Det er andet år i træk jeg holder årsforløbet og mange beskriver følelsen af, at “komme hjem”, når vi mødes i sådanne nærende kvindefællesskaber.
Hvis du også længes efter at leve indefra og ud, guidet af naturens og din egen indre cyklus, er du velkommen til at kontakte mig for at høre mere.