Trommerejser

Det kræver ingen særlige forudsætniger at deltage i en trommerejse hos mig, Jeg arbejder med trommen som et redskab til at opnå en dybere kontakt til os selv og til naturen omkring os. En trommerejse er som en dyb nærværsøvelse med mulighed for at opnå indre ro og en større sikkerhed på os selv.

Til trommerejser anvendes en shaman-tromme. Shamanisme er ikke en religion, men en urgammel spirituel tradition, hvis grundlæggende træk findes verden over, også i Norden.

Du behøver ikke at have noget kendskab til shamanisme for at få noget ud af en trommerejse. Ligesom du ikke behøver at være buddhist for at lære at meditere.

Sådan foregår en trommerejse

En trommerejse varer ca. 20 minutter og kan foregå individuelt eller i en gruppe. Med kærligt nærvær vil jeg guide dig igennem hele rejsen. Forud for trommerejsen vil jeg forklare dig hvordan jeg trommer. Jeg vil derudover sætte en fælles intention for “rejsen” eller hjælpe dig med at sætte din egen personlige intention. Formålet med sætte en ramme og en intention er, at skabe et trygt rum, hvor du i tillid kan give dig hen til trommens rytme med mulighed for dybe oplevelser og indsigter.

Trommerejsen kan foregå ude, hvis vejret tillader det, eller inden døre. Du kan sidde op eller ligge ned imens jeg trommer. Rytmen er jordens puls,-en dyb og monotom rytme. Jordens puls er den rytme der ligger i tilværelsen. Vi møder den i hjerteslaget, i blodets puls, i åndedrættet. Den elementære rytme i vores krop. Vi kan kalde den livets puls. Vi møder den i solopgangen og når natten falder på, den er lysets og mørkets pulserende bevægelse.

Trommens lyd er intens og kraftig. Vibrationerne fra trommen vil du fornemme i din krop. Trommens lyd og vibrationer giver dig mulighed for at opnå en meditativ tilstand og en dybere kontakt til din indre intuition og visdom.

Hvad kan du forvente?

Du vil måske opleve indre billeder og møder på din rejse. Du kan opleve sansninger eller kropslige fornemmelser og måske føle at du “vækkes” kropsligt og mentalt. Eller også vil du bare nyde at falde til ro til trommens beroligende rytme, som et kærkomment pusterum i hverdagens stress og jag. Intet er forkert. Alle oplevelser er lige velkomne.

Efter trommerejsen vil der være mulighed for at skrive noter om oplevelsen (medbring derfor gerne noget at skrive på og med).

Vi slutter af med at skabe jordforbindelse samt en kop the og der vil være tid til fælles refleksion og spørgsmål samt hjælp til at forstå rejsen og den kraft og vejledning du eventuelt møder 🧡

Har du lyst til at prøve en trommerejse?

Har du fået mod på at prøve en trommerejse, så kontakt mig og vi aftaler nærmere.

Trommerejser i Roskilde, Lejre, Køge og omegn

Leder du efter en privat jordemoder i Roskilde? Jeg har flyttet min privat jordemoder-virksomhed til adressen jordemoder.eu