Jordemoder, Midwife, Lysmoder

af Heidi Hajslund
Jordemoder, Midwife, Lysmoder

Foto: Heidi Hajslund

I dag har jeg været jordemoder i 15 år.

Og jeg må bare sig, at jo ældre jeg bliver, jo mere glad bliver jeg, for at være jordemoder.

Min vej til denne profession blev inspireret af ønsket om at støtte kvinder gennem den transformerende overgang, de gennemgår under graviditet, fødsel og barsel. Det blev også starten på min egen rejse ind i moderskabet.

I gamle dage var jordemoderen en klog kone, der ud over at tage imod børn også havde et vid. Den moderne jordemoder skal, ligesom den kloge kone, også have evnen til nærværende tilstedeværelse og jordbundethed.

At være jordemoder er for mig bredere end at håndtere graviditetskontroller, fødselsforberedelse, selve fødslen og barselsplejen.

For mig handler det om at styrke hver enkelt kvinde til at finde sin indre ro og kraft i alle livets faser og overgange, og om at genetablere forbindelsen til kroppens naturlige visdom og dens cykliske natur.

Jeg arbejder ikke kun med fødsler, men skaber også nærende fællesskaber for kvinder i andre livsfaser, med tid til at vende blikket indad og lære at leve (endnu mere) i overensstemmelse med deres indre rytme og fulde power.

På engelsk hedder en jordemoder “midwife”, hvilket betyder “med kvinde”. Som jordemoder tilbyder jeg ledsagelse gennem de forskellige faser og overgange i en kvindes liv. Med min viden og erfaring vejleder og inspirerer jeg, og skaber et trygt rum. Jeg hjælper med at “føde” nye perspektiver og kreative projekter frem fra kvindens indre skaberkraft. Jeg kan ikke gå vejen for andre, men tilbyder mit følgeskab, så hver kvinde, med styrke og tillid til sin egen visdom, kan finde sin egen sande vej.

Det smukkeste ord for jordemoder, synes jeg, er det islandske “lysmoder”. Lysmoderen hjælper barnet fra mørket i livmoderen og ud i lyset.

Jeg ser lys og mørke som to uadskillelige energier, der er vævet ind i alle livsprocesser, hvilket minder os om, at vi har brug for begge for at leve et fuldt og vitalt kvindeliv. Derfor arbejder jeg med både lys og mørke, hvile og aktivitet, det feminine og det maskuline i alt, hvad jeg gør.

Tak til alle de dejlige kvinder der har vist mig tillid og ladet mig følge dem på deres vej. Tak fordi I viser jeres vej. Jeg lærer så meget hver gang jeg mødes i disse nærende fællesskaber.

Leder du efter en privat jordemoder i Roskilde? Jeg har flyttet min privat jordemoder-virksomhed til adressen jordemoder.eu