Om ritualer og kvindefællesskaber

Siden jeg er begyndt at fejre Solhverv og Jævndøgn lægger jeg mærke til ting jeg ikke før var opmærksom på.

Jeg lægger mærke til mørket, tidspunktet solen står op på, månens faser og min egen kvindelige cyklus.

Jeg lægger også mere mærke til ravnen, ræven og musvågen der giver mig følgeskab i skoven.

I mange år har jeg fejret forandringerne alene, i mit eget stille sind og uden de store handlinger. Eller jeg har flettet det ind i en familievenlig udgave.

Rituelle årstidsfejringer føles så naturlige og jordbundne. Som at sidde rundt om ilden. Det føles som noget vi altid har gjort, men som er gået tabt og som nu skal genetableres.

Som “almindelig” kvinde kan det føles sårbart og lidt skamfuldt at have lyst til ritualer og at sige det højt, uanset om det er stille ritualer eller ritualer fulde af kraft og vitalitet.

Men at fejre forandringerne sammen med andre gør en stor forskel. Og jeg mærker nu, mere end nogensinde, at flere og flere kvinder søger nærende fællesskaber, der markerer naturens overgange og anderkender livets rytme.

I mine egne kvindefællesskaber oplever jeg en naturlighed i at markere overgange i en form der åbner rum for intuitionen og tanker der ellers ville virke fjollede. Som at åbne døren til en anden verden eller dybere i forbindelse med den cykliske natur i og omkring os.

Og når først vi lægger mærke til og føler naturens og vores egen indre rytme, begynder vi at kunne leve og handle i overensstemmelse med vores cykliske væsen