Sommersolhverv

af Heidi Hajslund
Sommersolhverv

Midsommer

Sommersolhverv eller midsommer (den 21. juni) er den dag på året hvor solen står højest på himlen og hvor dagen er længst.

De store natur-højtider, eller hedenske fester og mærkedage, som jeg skriver om, har alle noget med solen at gøre, så man kan også kalde dem solfester. Fælles for dem alle er, at der er en særlig kraft og magi over disse dage hvor der sker et skift i energien omkring os.

Solfesterne er en oplagt mulighed for at gøre noget særligt. Det er dage hvor det er godt at stoppe op og give opmærksomhed til det ydre omkring os (årstiden, lyset, farver, dufte, osv.) og det indre inden i os (hvordan vi har det, hvilke tanker, følelser og fysiske fornemmelser vi går med for tiden).

Ved at læne os ind i årstiden og mærke hvordan årstidens kraft afspejler sig i vores indre, kan vi lære af naturen og blive mere fortrolige med at leve i takt med årets gang i stedet for at forsøge at kæmpe imod.

Sommersolhverv er kulminationen på forårets kraftfulde drift. Naturen er overalt omkring os frodig, overvældende og kraftfuld.

Som mennesker rummer vi også alle en iboende kraft til at vokse og til at træffe sunde valg. Sommersolhverv byder dig til at sætte dig selv fri af gamle overbevisninger og tankemønstre for at træde frem som den du i virkeligheden er. Sommerens sol lyser på alle dine sider lige som du er og lader dig træde frem i din vær-dig-hed (som Tanja Eskesen så smukt betegner det).

At gøre noget særligt denne dag kan f.eks være at lave et lille ritual og tænke over hvad du er taknemmelig over, at ønske noget for den kommende tid eller at give slip på noget.

Der er mange måder at gøre det på enten alene eller sammen med nogen du holder af. Du kan flette en krans af græs over dårlige tanker eller overbevisninger som du gerne vil skille dig af med for efterfølgende at kaste den på et bål, som en rituel måde at give slip på.

Du kan springe over bålet eller takke solen for dens livgivende kraft.

Du kan gå en tur i skoven, plukke blomster og sætte en intention for sommeren, feste med dine kære, dyrke yoga eller noget helt andet. Men husk at hvad end du gør, skal hensigten være klar.

Over årene kan du skabe dine egne små traditioner ved solens overgange. Med tiden får du måske også inspiration og lyst til at lave små ritualer i livets overgange når du bevæger dig fra en livsfase til en anden.

Med ønsket om et fortryllende solhverv og en lun og solrig sommer.

Heidi

Leder du efter en privat jordemoder i Roskilde? Jeg har flyttet min privat jordemoder-virksomhed til adressen jordemoder.eu