Valborg aften

af Heidi Hajslund
Valborg aften

Foto: Heidi Hajslund

Valborg aften - Vårfest - Porten til sommeren

I dag befinder vi os på en af tærsklerne i det store nordiske årshjul nemlig Valborg Aften. Også her går traditionerne tilbage til førkristen tid, hvor man fejrede overgangen fra vinter til sommer, med en frugtbarhedsfest af de helt store. Frugtbarhedsfesten symboliserer det hellige bryllup hvor frugten af foreningen mellem det feminine og det maskuline fejres.

Med til fejringen hører der ild og helst den vilde af slagsen. Vild ild er den ild der tændes ved gnidning af to stykker træ mod hinanden. Men er man ikke vant til den slags ild, kan tændstikker også bruges…

Efter en på mange måder lang vinter hilser jeg foråret velkommen sammen med min familie. Denne gang bliver det ikke en fejring med hjemmebag og trommeslag eller med kvindecirkel og kraft. I dag havde vi brug for at være sammen bare os fire i familien, så vi plukkede grønt i haven og lavede urtepesto og senere tændte vi et bål hvor vi brændte de tørre kviste fra lavendelbuskene og resterne af juletræet.

Jeg elsker at sidde ved bålet ved årets tærskeltider, som byder os til at lade vores indre ur gå tilbage til urtid med mulighed for at mærke naturen i og omkring os.

Når jeg kigger mig omkring i naturen vidner den om frugtbarhed alle vegne hvor planter, buske og træer står på vippen til at springe ud i fuldt flor og overdådighed af farver, dufte og fylde.

Hver gang årshjulet drejer sker der et skift i energien omkring os og inden i os. Lige nu kan jeg mærke energien og ideerne sprudle indeni og en lyst til at kaste mig over utallige projekter. Jeg ved, at jeg skal beherske mig for ikke at gabe over for meget, det øver jeg mig stadig på…

Mærker du et skift i energien lige nu? Hvis du har svært ved at svare kan du med fordel sætte dig ud i naturen eller i din have og være lidt med det der er. Fokuser på det du kan høre, se og dufte. Se foråret springe ud og lyt til fuglenes sang. Måske dukker der også tanker, følelser eller fornemmelser frem, som ikke er dem du er i kontakt med til hverdag. Måske gør der ikke. I så fald er det også helt ok.

At opholde sig i naturen giver dig mulighed for en pause fra hamsterhjulet og auto-piloten slås fra for en stund. Naturen beroliger faktisk dit nervesystem og giver dig mulighed for at se mere klart.

Hvis du har lyst kan du tænde et bål i aften og fejre porten til sommeren ved at springe over bålet, ind i det du ser frem til og væk fra det du ikke har brug for længere. Du kan også bare, lige som jeg, sidde og glo ind i bålet.

Jeg vil slutte af med denne frugtbarheds sang, som jeg har lært på et af Hyldemors kurser og som jeg synes passer så godt til denne årstid.

Hild dig Jord, menneskenes mor. Vær frugtbar i Himmelens favntag!

Glædelig vårfest!

Kærlig hilsen Heidi

Leder du efter en privat jordemoder i Roskilde? Jeg har flyttet min privat jordemoder-virksomhed til adressen jordemoder.eu