Allehelgen - Porten til vinteren
Foto: Heidi Hajslund
Porten til vinteren
I morgen er det Allehelgens aften, porten til vinteren, i naturens cykliske årshjul. Det er en tærskeltid, hvor vi træder ind i den sidste og mørkeste del af året. Efterårets smukke farver gløder endnu og rundt omkring os daler badene ned fra træerne.
Ved at forholde os til naturens kredsløb og årets gang, kan vi lade os inspirere til at mærke forandringerne i vores eget levede liv. Ved årstidernes skiften bliver vi mindet om, at alting er foranderligt.. At der er forskel på hvordan energien er. At vi ikke nødvendigvis skal præstere det samme hver dag og til hver en tid og have samme energi på alle årstider.
Tiden er nu inde til at give slip på det du ikke har brug for længere, det der dræner eller tynger dig. Lige som bladene på træerne kan du give slip og lade det dale til jorden 🍁 Blade og æbler formulder og giver næring til nyt liv, og i mørket ligger frø og kerner og venter på forårets komme hvor nye planter og nye ideer igen vil spire.
Planter og træer trækker kraften tilbage i rødderne. På samme måde kan du vende energien indad og tage vare på dig selv for en periode. Gå i hi ligesom bjørnen. Mærke efter. Hvile. Give næring. Tage dig af det vigtigste og gemme nye spændende ideer til foråret.
Tiden er inde til at gå mørket i møde, mørket som skærper dine sanser, giver dig mulighed for at se klarere og mulighed for at forbinde dig til de dybere dele af dig selv, til intuitionen, til URKRAFTEN 🔥
Og hvordan skal du gøre det? Kom ud hver dag og mærk den natur der omgiver dig. Gå en tur i efteråret. Se, lyt, duft og smag. Tag en veninde eller din kæreste i hånden og gå en tur i stilhed. Gå også en tur i mørket og oplev hvad det gør ved dine sanser.
Tag pauser, mediter, læs en god bog. Giv dig tid til at lave og spise god og nærende mad eller til at fordybe dig i små kreative sysler. Omgiv dig med dem du holder af og lad oxytocinen, kærlighedshormonet fylde dine årer 🧡 .
Jeg vil fejre allehelgens aften under fuldmånen med bål og dejlige kvinder 🔥 Hvordan kunne du tænke dig at gå mørket og vinteren i møde? 🧡