Ostara - Forårsbebuderen
Foto: Heidi Hajslund
Ostara 💚
Ostara er forårets gudinde. Hun er de første solstråler, den lune vind der smelter sneen og fuglene der vender retur til de nordiske lande. Hun er knopperne på træerne, jorden der vågner. Hun er harerne der springer omkring. Hun er æg i fuglereder. Begge dele kærkomne proteinkilder efter en lang og næringsfattig vinter.
Ostara fejres i tiden omkring forårsjævndøgn. En frugtbarhedsfest hvor man fejrer jordens frugtbarhed symboliseret med forårsblomster, harer, æg, lam og fugle.
Der er mange, ikke entydige, historier om ostara. Men man mener, at den senere bibelske udgave af forårsgudinden hedder Eostre og fejres ved Easter (påske)
Jeg synes der er en helt særlig energi i luften lige nu. Som om alt er på spring. Og lige om lidt sker der en eksplosion i farver og dufte i skoven, på engen og i haven.
Som altid er naturen fantastisk til at mærke det skift der er i energien ude omkring os og også på vores inderside. Og den mest direkte vej til at mærke os selv er ved at gå ud i naturen og bruge vores sanser.
🌱 Prøv at gå udenfor og lyt hvordan fuglesangen tiltager dag for dag.
🌱Hæng vasketøjet ud og få den friske luft ind i soveværelset.
🌱Tag et dybt åndedrag og drag forårets ånd ind i alle dele af kroppen.
🌱Mærk hvordan solen kan lune din ryg i en krog med læ.
Årstiden er god til planlægning og til at sætte intentioner. Hvilke frø skal du så i din have i år? Og hvilke planter skal du give mest opmærksomhed? Jeg bruger billederne af frø og planter, men det handler ikke kun om din fysiske have (hvis du altså har sådan en). Det handler mest om din indre “have”. Tænk over hvad der skal til for at du vil opleve energi, nærvær og glæde i dit liv.
Sæt tid af til at mærke efter hvad der er vigtigt for dig, skriv ned eller tegn og mærk hvad det gør ved dig når ord og tanker manifesteres på papir 🗒
Og for mit vedkommende var det altså Ostara der tonede frem på notesblokken i dag 🌷
Kærlige forårshilsner 🌱 Heidi
Nordisk Kvindecirkel 2025
...er et trygt og nærende rum, hvor du kan forbinde dig med naturens cyklus og din egen indre rytme samt styrke din intuition gennem ritualer, bevægelse og fællesskab.
Tilmeld dig her