Sensommer, modning og høst

af Heidi Hajslund
Sensommer, modning og høst

Foto: Heidi Hajslund

Høst er for mig en helt særlig tid i den nordiske årscyklus – et tidspunkt præget af både overflod, taknemmelighed, ro og overgang.

Og inden vi haster videre mod efteråret, kan vi give os selv lov til at dvæle lidt i sensommerens blødhed. Sensommeren inviterer os nemlig til at nyde, før vi giver slip. At ære både frugten, modningen og høsten, før en ny fase begynder.

Naturen lige nu

Marker, frugttræer og haver bugner af afgrøder. Naturen giver os det, vi har sået, næret og kultiveret gennem foråret og sommeren, både på det ydre og det indre plan.

Lyset er stadig til stede, men dagene bliver kortere, og vi kan mærke skiftet mod mørkere tider.

Naturens gavmildhed inviterer os til at stoppe op og værdsætte, hvad vi har fået – både konkret (mad, høst) og symbolsk (erfaringer, relationer, indsigter).

Nordiske traditioner

I Norden har vi haft forskellige traditioner i sensommeren, både før-høst fejring og hen ad efteråret den større høstfest.

Fælles for sensommerens fejring er naturens overflod og en taksigelse for alle de gaver der høstes. Der har været tradition for at dele noget af overskuddet med andre, som en måde at sige tak på, det kunne være i form af en høstfest eller ved at dele lidt af overskuddet med andre. Det sidste neg er i nogle egne blevet gemt til fuglene som et levn fra den animistiske levemåde hvor man har ofret til naturen og guderne ved et høst-blot.

Sensommer og høst blev også forbundet med at samle kræfter til mørketiden og at reflektere over årets arbejde – hvad bar frugt, og hvad skal man slippe, før vinteren kommer.

Sensommer i Nordisk Kvindecirkel

På mit kvindecirkelforløb landede vi blidt i sensommerens energi og ærede overgangen som en ægte flok høstdronninger. Der var både plads til indre fordybelse og deling i cirklen, bevægelse og stilhed, latter og tårer samt mange forskellige vinkler på sensommeren både set i forhold til et kvindeliv, hvor sensommeren repræsenterer den mere modne kvinde som øjner enkelte grå stænk i håret og antydningen af små rynker omkring øjnene, samt en snak om sensommeren i den kvindelige menstruationscyklus, dvs. tiden lige efter ægløsning, hvor energien fortsat er høj og udadvendt men med mere ro og dybde end lige under ægløsning (midsommer)

Jeg elsker hvordan sproget folder sig ud når vi sammen fordyber os og udforsker det kvindelige felt både kropsligt, sprogligt, mentalt og spirituelt. For mig er det bæredygtighed på højeste plan, når vi forbinder os til vores Selv, hinanden og naturen på denne måde.

Høst-meditation til dig

Her en lille øvelse, som jeg lavede med deltagerne i Nordisk Kvindecirkel.

Du kan lave den hjemme, som inspiration til din egen rituelle fejring af overgangen fra sommer til efterår, eller sammen med dine kære :

Gå en tur i naturen og saml blomster, æbler, blommer, lidt kornaks eller andet du finder på din vej.

Sæt din sensommerhøst på et fad eller i en vase.

Tænd et lys og sæt dig i en behagelig stilling, hvor du kan slappe af.

Forestil dig, at du tager en stille rejse gennem året. Se forårets første spirer for dig. Måske er det små frø, du lagde – en intention, et ønske, en drøm. Mærk glæden og håbet, som fulgte med.

Bevæg dig videre til sommeren – den tid, hvor ting blomstrede. Måske oplevede du vækst, mod, åbning… Hvad foldede sig ud for dig?

Og nu står vi i høstens tid. Se markerne fulde af modne afgrøder, æbler på træerne og blommer fulde af sødme.

Vend opmærksomheden til dit indre. Hvad er modnet i dig?

Hvilke erfaringer, relationer, styrker, erkendelser kan du høste nu?

Lad billeder, følelser og minder komme frit – store som små. Der er intet, der er for ubetydeligt til at tælle som en gave

Forestil dig, at du samler din indre høst i en kurv – alt det, du har næret og skabt gennem året. Alt det du er taknemmelig for at du har i dag, som du drømte om tidligere.

Læg mærke til, hvad der giver dig glæde og følelse af forbundethed.

Læg mærke til, hvad der giver dig styrke og mening.

Den fine kurv kan du tage med dig ind i efteråret og lade den lyse op den mørkere tid.

Hvad vil du lægge i din kurv i dag?

Skriv det ned og del det endelig med mig, hvis du har lyst.

Nordisk Kvindecirkel: efterår/vinter 2025

4 fordybelsesdage i et trygt og nærende fællesskab med andre kvinder, hvor du kan finde hjem, tanke op og vokse i takt med årets rytme

Tilmeld dig her

Søger du en privat jordemoder i Roskilde? Jeg har flyttet min privat jordemoder-virksomhed til adressen jordemoder.eu