Weekend
Foto: Heidi Hajslund
Hos mig, har det været sådan en weekend, hvor det hele har været lidt på hovedet.
Vi skulle egentlig have været i Jylland, men min søn er syg med feber og hoste. Med børn i huset bliver man vældig trænet i at være omstillingsparat. Alligevel påvirker det mig og jeg skal altid lige bruge lidt energi på at ændre kurs.
Det er aldrig rart når børnene er syge. Jeg tror ikke, at det har ændret sig meget, siden de var små. Jeg vil altid hellere, at det var mig der kunne tage hoste, snot og feber for dem. Jeg har brugt mine gode olier fra Tyskland, givet massage og akupressur, hvilket har givet ham ro til natten. Han er heldigvis lidt i bedring.
Min mand har været på jagt. Og der bød sig et rådyr til. Vi har efterhånden fået lidt erfaring med at partere vildt og kan nu både ordne fugle, vildsvin og rådyr. Vi har givet tak for naturens gaver og er taknemmelige for, at vi nu har kød i fryseren til resten af vinteren.
Jeg er ikke den store kød-spiser. Hvis jeg spiser kød, skal det helst være fra et dyr, der har levet et godt og frit liv. Og min mands måde at jage på, stemmer så fint overens med vores værdier. Vi vil gerne leve så bæredygtigt som muligt. Vi ærer naturen, spørger om lov før vi tager, tager ikke mere end hvad vi selv kan bruge, giver tilbage og siger tak for det vi har høstet.
Jeg har taget mig tid til en løbetur og det var virkelig rart at komme lidt ud. Jeg har brug for små åndehuller og selvkærlige ritualer, hvor jeg kan trække vejret og komme til stede i min krop. Det er noget jeg stadig øver mig på og jeg mærker, at jo flere gange jeg gøre det, jo mindre bliver den dårlige samvittighed jeg har over at tage mig tid til mig selv. Og jeg er sikker på, at jeg både er en bedre mor og kæreste når jeg husker også at drage omsorg for mig selv.
Nu sidder jeg en time foran computeren, for at planlægge kyndelmisse. Mere om det i et senere blog-indlæg…
Men hvad med dig? Har du husket dig selv denne weekend? Har du et selvkærligt ritual der hjælper dig til at komme hjem i dig selv?
Hvis ikke, så sæt dig ned. Mærk jordforbindelsen, enten under dit sæde eller under dine fødder, luk øjnene og træk vejret helt ned i maven. Ånd rolig ud. Hvordan føles det i din krop? Hvad kredser dine tanker om? Hvilke følelser mærker du?
Måske kan du også mærke din sjæl. Hvad kalder den på hos dig?
Hvis du vil med på mit årsforløb, hvor vi dykker ned i hvordan vi får skabt en årsrytme, der er nærende for os, er du hjertelig velkommen til at få en plads i cirklen.
Kh Heidi