Trommerejser
Foto: Heidi Hajslund
Mine trommer
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om mine trommer.
Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage i en trommerejse hos mig, Jeg arbejder med trommen som et redskab til at opnå en dybere kontakt til os selv og til naturen omkring os. En trommerejse er som en dyb nærværsøvelse med mulighed for at opnå indre ro og en større sikkerhed på os selv.
Til trommerejser anvendes en shaman-tromme. Shamanisme er ikke en religion, men en urgammel spirituel tradition, hvis grundlæggende træk findes verden over, også i Norden. Du behøver ikke at have noget kendskab til shamanisme for at få noget ud af en trommerejse. Ligesom du ikke behøver at være buddhist for at lære at meditere.
Min første shaman- eller ramme-tromme har jeg selv bygget hos Liv fra WeDoNature.
Trommen er lavet af naturmaterialerne asketræ og hjorteskind. Der er lagt mange timers arbejde, kærlighed og gode intentioner i den tromme og efterfølgende blev den indviet i en tippy med bål ude i skoven. Trommen har en skøn lyd og har været god at bruge til kvindecirkler og trommerejser i sommermånederne, men da skindet arbejder med vejret, har den brug for høj sol eller et bål for at skindet er helt spændt og god at tromme på.
Jeg har været på en del inspirerende kurser i urtekundskab, shamanistisk praksis samt kraftsang hos Maria fra Hyldemors Have, hvor jeg blandt andet blev introduceret til den anden tromme jeg har, som er lavet af syntetiske materialer. Denne tromme er rigtig god når jeg afholder trommerejser i vinterhalvåret eller til en sommeraften når duggen er faldet.
Hvis du har lyst til at læse mere om shamanistisk praksis i norden kan jeg varmt anbefale bogen Jorden Synger af Annette Høst